Elosy Kawira er 26 år og enlig mor til tre børn. Hun blev gravid første gang som 13-årig, hvor hun blev smidt ud hjemmefra og måtte droppe ud af skolen. De næste år var hun mest på gaden eller hos veninder. Indtil hun fik et lille stykke land af familien, hvor hun nu dyrker kaffebær. Elosy har, ligesom de andre NGUVU-kvinder, fået dårlig og alt for sen betaling for kaffebærrene.Det betyder, at hun må knokle på nabofarmene for at få det til at hænge bare lidt sammen.
Elosy kom med i NGUVU i starten af 2022, hvor hun deltog i træningsforløb med agronom, så hun nu kan forbedre kaffefarmen. Samtidig har hun fået vandtank, så hun kan samle vand op, der kan bruges i tørketider. Hun får desuden en ordentlig betaling til tiden, og i slutningen af 2022 får hun flere kaffetræer fra vores planteskole. På den måde kan Elosy skridt for skridt styrke sin lille kaffeforretning, så hun og børnene kan få en bedre fremtid.