Naome – Kaffefarmer, mentor og leder i lokalsamfundet

Naome – Kaffefarmer, mentor og leder i lokalsamfundet

Naome var den første kvinde i NGUVU’s kaffeinitiativ, og hun har siden banet vejen for mange andre kvindelige kaffebønder. Med sin stærke vilje og lederskab har hun ikke blot skabt en bæredygtig kaffefarm, men også inspireret andre kvinder til at tage kontrol over deres fremtid. Som assisterende høvding og respekteret mentor hjælper hun yngre kaffebønder med at opbygge succesfulde farme, samtidig med at hun kæmper for bedre vilkår for kvinder i sit lokalsamfund.

Fra usikkerhed til stabilitet

Tidligere fik Naome dårlig betaling og måtte ofte vente op til et helt år på at få de kenyanske shillings i hånden. Det skabte økonomisk usikkerhed og gæld, som gjorde det svært at forsørge familien. Gennem NGUVU får hun nu fair betaling til tiden, hvilket har givet hende økonomisk stabilitet og muligheden for at investere i sin farm og sine børns fremtid.

En blomstrende kaffefarm

På sin farm har Naome oplevet en imponerende udvikling. Med 365 nye kaffetræer fra NGUVU’s planteskole har hun øget sin produktion med næsten 70 %, hvilket har givet hende en langt stærkere økonomisk position. Den viden, hun har fået gennem træning med agronomer, har gjort det muligt at optimere hendes farm – fra beskæring og kompostering til bedre vandforvaltning og jordforbedring.

Samtidig har hun plantet skyggetræer, der beskytter kaffebuskene og fremmer biodiversiteten. Hendes farm blomstrer – og det samme gør hendes muligheder for at sikre en lysere fremtid for sine børn.

Vandtanken, hun har modtaget fra NGUVU, har også haft en stor betydning. Den har fjernet den tunge byrde med at gå lange distancer efter vand og giver nu stabil adgang til vanding af kaffetræerne og til husholdningsbrug.

Inspiration for andre kvinder

Naome ved, at der stadig er lang vej til ligestilling, men hendes engagement i lokalsamfundet og støtte til andre kvinder gør en forskel hver dag. Med hårdt arbejde, et godt sammenhold og de ressourcer, NGUVU bringer til området, skaber hun varige forbedringer for både sin egen familie og kommende generationer.

”Mine to døtre og min søn er min drivkraft i hverdagen. Jeg vil gøre alt for, at de får en fremtid med mange muligheder.” – Naome

Naome er beviset på, at når kvinder får de rette værktøjer og muligheder, kan de skabe varige forandringer – ikke kun for sig selv, men for hele deres samfund.