Dem I hjælper

Dem I hjælper
Dem I hjælper

Vi køber kaffebønnerne direkte fra de kvindelige småbønder i Kenya. Udover flere penge mellem hænderne, får kvinderne kurser, hvor de kan udvikle deres faglige kompetencer, de får rådgivning i forhold til sygdomme og sundhed og de får hjælp til familieplanlægning. Derudover får børnene betalt skolegang. 

Kvinderne i Nairobis slum, der blandt andet producerer smykker designet af Helle Vestergaard Poulsen, er sikret et arbejde, ordentlige arbejdsforhold og faglig udvikling. Sammen med vores lokale samarbejdspartner Riziki Kenya har vi lejet et produktionslokale, hvor kvinderne producerer smykker og andre produkter. Ud over en fast indtægt, får kvinderne rådgivning og hjælp til at håndtere økonomien, så de kan skabe en lysere fremtid for dem selv og deres børn.

Når kvinderne i slummen får et arbejde, er det med til at gøre en forskel, der rækker langt. Kvinderne bruger nemlig 90 procent af deres indkomst på familien, mens mændene kun bruger 30-40 procent. Når kvinderne får et arbejde har børnene dermed større chance for at få mad, rent vand og en uddannelse.

Mød kaffebonden Naome

Naomes liv er forandret efter hun kom med i NGUVU's kaffeinitiativ. Hun får nu 6-7 gange så meget for sine kaffebønner, og hun får betalingen med det samme. Før kunne hun vente et helt år med at få betalingen. Derudover får Naome faglig udvikling og sundhedsrådgivning. Hendes børn får desuden betalt skolegang. 

Er der mad i aften?

Er der mad i aften?

31-årige Emily bor i slummen sammen med sine fem børn. Tre af børnene er biologiske, mens to af dem er blevet efterladt hos hende af slægtninge. Emily har ingen uddannelse og har aldrig haft et fast job. Hver dag er en kamp for overlevelse, og Emilys børn spørger ikke, hvad de skal have at spise til aftensmad. De spørger, om der er aftensmad i aften. Ved at være med i NGUVU's initiativer får Emily styrket sine håndværksmæssige kompetencer og en fast indtægt, der kan sikre mad og rent vand på bordet – hver dag. Samtidig har hun mulighed for at give børnene en uddannelse, så de har større chancer for at få en fremtid væk fra slummen.

Emily er blandt andet med til at lave smykkerne designet af ANNI LU.

Kvinderne skaber udvikling

Søg på NGUVU
Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.